Det værste, vi kan gøre for mennesker, der kæmper for at fodre deres familier, er at gøre mad dyrere.
Vi kan alle være enige om dette, ret?
Her i Vermont, nearly one in every five children lives in a home that suffers from “food insecurity,” according to the KIDS COUNT Data Center, et projekt af Annie E. Casey Foundation. Tallet er endnu højere, hvor jeg bor, pÃ¥ en mejeriproduktion tæt pÃ¥ grænsen til Canada i Orleans County
Hvis fødevarepriserne stiger, disse stressede familier vil skade mest.
That’s why I’m so puzzled by proposals to require cautionary labels on food with genetically modified ingredients—but also hopeful that Congress will provide the leadership we need to keep grocery-store prices in check.
Problemet brød ud i min tilstand for to år siden, da vores guvernør underskrev lovgivning, der kræver GMO-advarselsetiketter. Loven træder i kraft i juli.
Andre stater har afvist disse love. Vælger i Californien, Colorado, Oregon, og Washington har afvist stemmesedler for at kræve GMO-mærker. Da de lærte om, hvorfor GMO-mærkning ikke giver mening, de modsatte sig de såkaldte ret til at vide love og sagde bare nej.
Ved første øjekast, GMO labeling doesn’t sound like a big deal. Alligevel involverer det meget mere end at slÃ¥ udsagn i fin skrift pÃ¥ pakker med mad. Det vil tvinge fødevarevirksomheder til at omformulere deres produkter, køre produktionsomkostningerne helt tilbage til gÃ¥rdsporten. Priserne hopper, og forbrugerne betaler forskellen.
Nogle estimater har antydet, at obligatoriske GMO-mærker skubber den almindelige amerikanske købmandsregning over $400 til $500 årligt i ekstra madudgifter. En ny rapport fra Corn Refiners Association siger, at beløbet endda kan overstige $1,000 Per år.
Whatever the precise costs—I’ll let the number crunchers debate amongst themselves—this is a big burden for everyone, and especially for the thousands of people who live in Vermont’s food-insecure homes. Nogle af dem er mine naboer. Deres børn gÃ¥r i skole med mine børn. They’re already having trouble putting food on the table. Let’s not make it harder.
The elitists who insist on mandatory labels either fail to understand the economic consequences of their proposals—or they don’t care, perhaps because they’re wealthy enough to absorb the new costs
Denne kampagne for stigmatisering af GMO'er giver ingen mening. I løbet af de sidste to årtier, GMO'er er blevet en del af det konventionelle landbrug, så vi kan dyrke mere mad på mindre jord på en mere bæredygtig måde. De er perfekt kompatible med menneskers sundhed, som ethvert videnskabeligt og regulerende agentur, der har undersøgt dem, har erklæret, fra American Medical Association til World Health Organization.
Bare sidste mÃ¥ned, American Society of Plant Biologists udstedte en rungende godkendelse af GMO'er, hailing them as “an effective tool for advancing food security and reducing the negative environmental impacts of agriculture.”
Alligevel kræver de professionelle demonstranter etiketter, without regard to how it flies in the face of scientific consensus—or what it means for the budgets of ordinary people. They tout a “right-to-know” via a label when the reality is you already have the right to know: a label does not give a right nor does the lack of one take a right away. Udover, i betragtning af det opmærksomhedsniveau, som biotek-afgrøder har fÃ¥et i de sidste par Ã¥r, der er flere og flere ressourcer til rÃ¥dighed for dem, der ønsker at udføre deres ret til at vide.
The shame of this dispute is that it’s unnecessary. Mennesker, der ønsker at undgÃ¥ mad med GMO-ingredienser, uanset grund, har allerede den magt. De kan købe økologisk mad, som muligvis ikke indeholder GMO'er. De kan ogsÃ¥ se efter ikke-økologiske produkter, der markedsfører sig selv som ikke-GMO.
With Vermont’s labeling law on the horizon, imidlertid, vi stÃ¥r over for den irriterende mulighed for et lappetekst af regler, hvori 50 stater kommer med 50 forskellige standarder for mærkning af mad. I stedet for et effektivt system, der fremmer folkesundheden, fødevaresikkerhed, miljøbeskyttelse og handel med vores mest basale behov, we’ll confront a confusing and costly mess.
Secretary of Agriculture Tom Vilsack has called for federal legislation “so that we avoid any potential chaos that occurs when one state decides to go one way, forskellige stater gør en anden ting, og derefter bestemmer virksomheder selv. We just can’t have that.”
Et topartisk flertal i Representanthuset har allerede vedtaget loven om sikker og nøjagtig fødevaremærkning, hvilket lover at forhindre, at dette worst-case scenario bliver en realitet. Denne uge stemte et topartisk flertal af Senatets Landbrugsudvalg for at videreføre en lignende lovforslag, der ville etablere nationale standarder for fødevarer fremstillet med genetisk modificerede ingredienser til hele senatet.
Som senatorerne bevidst, let’s hope they remember the neediest among us by rejecting pointless labels and needlessly adding costs to a safe, forskelligartet madforsyning.